Så er det ved at være lang tid siden jeg sidst har skrevet på bloggen igen. Siden sidst er der sket lidt forskelligt her i og omkring Queenstown.

Siden sidst er der sket lidt forskelligt her i og omkring Queenstown. Vi var ude og gå Routeburn Track som jeg skrev lidt omkring sidst. Det var en tre dages lang vandretur gennem noget af det smukkeste natur jeg nogensinde har set i mit liv. Det her land er så fantastisk! Den første dag var lidt hård, fordi det gik op ad hele dagen og det er tungt med en stor rygsæk på ryggen. Vi kom til vores hytte omkring kl. 17 og så spiste vi aftensmad (i hytterne var der gaskomfur og koldt vand og ingen varme), hvorefter vi spillede kort og ventede på at vi kunne gå i seng, fordi den hytte simpelthen var så forfærdelig kedelig. Så vi krøb i soveposerne på sovesalen allerede kl. 21 og formåede at sove 12 timer, herligt! Dagen efter gik det op af igen de første 2-3 timer, og situationen var presset. Vi valgte godt nok også at gå helt til toppen, som var en hård omvej, men det var bestemt det hele værd. Vi stod på toppen af et kæmpe bjerg og kiggede ned på de andre bjerge og skyer. Det var fantastisk. Resten af dagen gik det heldigvis nedad, og vi ankom til den næste hytte, som var lige så kedelig som den første, og gik igen i seng kl. 21. Den sidste dag gik vi også nedad og så flotte vandfald og gik over gyngende hængebroer. Natur er så uspoleret her, at man føler hver eneste åndedræt er den reneste luft og det var også fedt at fylde sin vanddunk i en lille flod, og drikke det rene, kolde smeltevand.

Ugen efter Routeburn gik der lidt fest i den, men vi var jo selvfølgelig også i skole om dagen. Om onsdagen var vi ude og bungy jumpe. Det var det sygeste jeg nogensinde har prøvet i mit liv. Det bedste og det værste. Hjemmefra havde jeg bestemt mig for at bungyjumpe fra det højeste jump i NZ nemlig Nevis Highwire. Der er tre forskellige jumps i Queenstown, Kawarau bridge som er 43 meter, Ledge som er 47 meter og Nevis som er 134 meter. Heldigvis havde jeg fået overtalt Maja, Trine, Camilla, Louise og Mathias med mig ud i galskaben omkring Nevis. Men jeg har ærlig talt været ved at skide i bukserne bare ved tanker i flere uger inden jeg gjorde det. Natten op til bungydagen vågnede jeg to gange og rystede fordi jeg havde haft mareridt omkring at bungy jumpe, og stemningen i gruppen var heller ikke specielt høj den morgen. Men vi tog derud, og jeg formåede på en eller anden uforklarlig vis at holde hovedet koldt, og slå alle tanker fra, og bare gøre det. Men for helvede hvor var jeg bange op til. Vi var de eneste piger derude, og selv store mænd skreg hele vejen ned. Men det var for fedt bare at falde og falde og falde og pludselig tager elastikken fat og man fatter ikke hvad der er op og ned. Da jeg blev hejst op igen kunne jeg næsten ikke stå på mine ben fordi jeg grinede så meget, og var så rystet og fuld af adrenalin. Men det var det fedeste, og jeg er så glad for at jeg gjorde det.

Et par dage efter bungy var Trine, Amanda og jeg til Winetasting, hvor vi var ude på nogle forskellige vingårde og smage forskellige vine, og se deres vingrotter og vinmarker. Vi kom også forbi en ostefabrik, og smagte bl.a. New Zealands version af den danske Havarti J
Dagen efter var hele holdet ude på Milford Sound, som er en kæmpe fjord på vestkysten. Det regnede desværre meget, så sigtbarheden var ikke den bedste, men så havde Maja og jeg det rigtig sjovt med at fjolle rundt på dækket og blive gennemblødte. Da regnen stilnede af, var vi ude og ro i kajak på fjorden, det var rigtig fedt. Vi fik noget fantastisk mad på båden og sov der natten over. Næste morgen sejlede vi ud hvor fjorden udmunder i havet, inden vi sejlede tilbage i havn og kørte 8 timer i bus tilbage til Queenstown.

Mandag startede helveds-ugen så. Det vil sige kur-ugen. Alle pigerne havde aftalt at gå på suppe-kur i en uge, for at udrense systemet i forbindelse med vores personlig udviklings-forløb. Vores eneste dreng Mathias gik på burger-kur i protest. Så i en uge har jeg udelukkende spist supper og grønsager. Det har virkelig ikke været sjovt og min krop har været fuldstændig drænet for energi, men jeg tabte mig da 3,6 kg på en uge. Suppen er med til at skylle hele systemet igennem, så man får affedtet sine tarme. Men det er virkelig ulækkert at spise kål-suppe til morgenmad, og det eneste samtaleemne huset har summet af var havregrød, æbler og andre lækre ting, som har været forbudt.

Fredag i kurugen tog Trine, Sofie, Nina, Nanna, Line og jeg på roadtrip. Vi lejede en bus (6 personers bil) og kørte derud af.. Det var Nina og jeg som kørte, fordi vi begge to er over 21 år og dermed var det billigst mht. forsikring. Det var virkelig specielt at køre i den forkerte side af vejen, men man vænner sig hurtigt til det, og det giver meget sig selv, når man nu sidder i højre side af bilen. Vi kørte først til universitetsbyen Duniden, som ligger på østkysten af sydøen. Her fandt vi et billigt hostel, og tog ud for at se en rugbykamp. Vi så Highlander fra NZ spille mod Lions fra Sydafrika. Det var fedt at mærke den varme aftenbrise komme ind over stadion blandet med øl og cigaretrøg, og høre de ellers høflige og venlig new zealandere stå og råbe ”Bloody bastard, get your head out of your ass!!” efter deres egne spillere. Men Highlanders vandt, så der var liv og glade dage i Duniden. Vi gik selvfølgelig bare hjem i seng, da vi var på kur, og det ikke er meget ved at gå i byen, når det eneste man må drikke er vand og usødet te.
Lørdag lavede vi vores egen byrundtur i Duniden, hvor vi så deres gamle banegård, universitetet og verdens stejleste gade Baldwin Street. Efter vi havde besteget gaden gik vi tilbage gennem byen og hjem til vores hostel. Denne dag omtaler vi som krisedagen, da vi alle seks ramte krisen over kuren. Ingen havde energi, og vores fødder var så tunge som cement, fordi vi ikke havde fået nogle kulhydrater til at forbrænde i mange dage. Nina har læst til læge i fire år, og holder lige nu sabbatår, så hende spørger vi hver gang vi har spørgsmål omkring hvorfor vores krop reagerer som den gør. Lørdag aften var vi i teatret og se et rigtig fedt stykke, som var en blanding af akrobatik og provokationskunst. Og vi gik igen direkte hjem efter stykket var slut.. sørgeligt på en lørdag aften i en universitetsby.

Søndag kørte vi i bussen ud til Otago Peninsula, som ligger ca. en times kørsel udenfor Duniden, hvor vi så sæler og pingviner. De var så søde. Mandag morgen var kuren så slut YES det var fedt. Vi startede dagen ud med højt humør og havregrød med æble i, og et stort glas mælk. Mums det var den bedste morgenmad i mit liv. Vi kørte ind til byen, hvor vi var på rundtur på chokoladefabrikken Cadbury’s. Det var den bedste rundtur i mit liv, og der var så mange lækre smagsprøver. Vi var oppe i et chokoladetårn, hvor vi så 1000 liver flydende chokolade fosse ned gennem tårnet som et vandfald. Jeg var virkelig i den syvende himmel. Efter fabrikken tog Nanna og Line bussen tilbage til Queenstown, og vi andre fire fortsatte vores roadtrip sydpå.

Vi kørte ned til Catlins, som er et naturreservat på sydøstkysten. Vi var så langt øst på, at hvis vi kiggede længere mod øst, ville det blive til vest. Det var lidt en sjov tanke. Vi fandt et virkelig hyggeligt lille sommerhus med havudsigt ved Kaka Point, hvor vi kunne leje fire senge. Her tog vi om aftenen ud for at se pingviner, og vi så fem søde små yellow-eyed pingviner, som er den mest sjældne art af pingviner. Om aftenen spiste vi pastasalat, og jeg tror aldrig, at rigtig mad har smagt mig så godt. Aldrig mere suppe. Tirsdag stod vi tidligt op og kørte ud til Nugget Point, hvor vi så solen stå op som de først i verden J Det var fantastisk smukt, helt utroligt. Vi spiste morgenmad og kørte mod Surat Bay, hvor vi gik en lang tur langs stranden og nød stilheden og den friske luft. Da vi kom et stykke hen af stranden, så vi en hun-søløve ligge og slænge sig i sandet. Den var virkelig stor, og kunne bevæge sig overraskende hurtigt. Da vi ville gå tilbage, så vi to andre hun-søløver på stranden. Vi ville gå udenom dem, men heldigvis nåede vi ikke helt op til klitterne, da en kæmpe ½ ton tung han-søløve kom frem fra klitterne. Hold da fast hvor var den stor, og hvor er det bare sindsygt at gå på en strand, og pludselig møde kæmpe søløver.
Efter Surat Bay kørte vi til Purakowai-vandfaldet, det var rigtig smukt. Vi handlede i Owaka, som er det eneste sted i Catlins hvor man kan handle. Her var selvfølgelig heller ingen netdækning, nogen form for internet eller andre måder at komme i kontakt med omverdenen på. Herefter så vi McLean-vandfaldet, og fandt et lille sommerhus i byen Waikawa, hvor vi flyttede ind. Her havde vi både stuen, køkken og bad for os selv.

Dagen efter var det min fødselsdag, og vi startede dagen med en lækker morgenbord – Trine havde bagt boller, Nina havde lavet pandekager og maden var bare så lækkert. Vi sad længe om morgenbordet, inden vi kørte ud til Curio Bay, hvor der findes en forstenet skov under havet, når tidevandet trækker sig. Det er lidt svært at forklare, men jeg har taget en masse billeder. Herefter tog vi ud til Slope Point, som er det sydligste punkt på sydøen. Tættere kommer jeg nok aldrig på sydpolen. Om aftenen spiste vi hjemmelavet pizza og fødselsdagskage med lys og pigerne sang for mig.

Torsdag pakkede vi bussen og kørte ud af Catlins (og ind til mobilnet YES) og til Invercargrill. Her gik vi en tur, drak en kop kaffe, og kørte det sidste stykke tilbage til Queenstown. Hjemme i kollektivet blev Meller og Janni rigtig glade for at have os tilbage, og vi fejrede det med en bytur. Fire af de andre er i Sydney og de sidste to er på farm-stay (bondegårdsferie).

I morgen holder vi fødselsdagsfest, og søndag børnefødselsdag med boller og kakao. Så man kan roligt sige, at jeg bliver fejret. Mandag starter vores rundtur op gennem New Zealand, så der er det farvel til kollektivet og Queenstown. Det bliver lidt sørgmodigt, men jeg glæder mig til alle de eventyr som er i vente.

I morgen, lørdag, tager Trine og jeg igen ud til Nevis, denne gang ikke for at bungy jumpe, men for at prøve deres swing, som er lidt bungy lignende. Vi skal prøve den i tandem, hvor vi sidder sammen i gyngen når vi bliver sluppet. Det bliver vildt fedt. Adrenalin-kick er stærkt vanedannende.

Vi snakkes ved alle sammen. Sweet as.