Så er det vist tid til at skrive på bloggen igen. Vi har nu rejst rundt i New Zealand i små tre uger, og er nu bosat og går i skole i Paihia.
Sidst jeg skrev på bloggen var vi på vej til at rejse fra kollektivet i Queenstown. Vi rejste derfra en mandag d. 5/4 og kørte hele dagen i bus indtil vi nåede til den lille by Fox. Morgenen efter var vi tidligt oppe og blev kørt ud til Fox Glacier (New Zealands anden største gletsjer), hvor vi ført vandrede gennem regnskov i omkring 1½ time indtil vi pludselig står på den kæmpemæssige gletsjer. Det var en fantastisk oplevelse. Vi vandrede længere op på gletsjeren iført kramper under vandrestøvlerne, og oplevede virkelig hvor gigantisk gletsjeren er.
Denne dag kørte vi derefter videre til Punakaiki, byen som er kendt for dens pandekageformede klipper og blowholes. Vi nåede derud lige inden solnedgang, og så solen gå ned over det tasmanske hav. Morgenen efter kørte vi videre til Nelson, som er den nordligste by på sydøen. I løbet af vores dage i Nelson var vi på byrundtur, der blev shoppet, vi var i biografen, vi spillede paintball, nød solen i en park og gik på markedet. En af dagene var Nina, Maja, Mathias og jeg ude i Abel Tasman National Park, som bliver kaldt den smukkeste nationalpark i New Zealand. Den ligger ud til det tasmanske hav og er berømt for sin kyst-vandretur på 60 km. Vi skulle ud og ro i havkajak, og det var helt fantastisk. Vejret var fantastisk med høj sol hele dagen, og jeg roede i dobbelt kajak med Maja. Vi var ude ved nogle små øer og se sæler, og de små sælunger var virkelig nysgerrige og var henne og kysse vores kajakker flere gange. Så fantastisk! Vi spiste frokost på en øde strand med vores guide, og roede derefter videre langs kysten til endnu en lille ø med sæler. Da dagen var slut havde vi roet 13 km, men armene havde det overraskende godt.
Efter Nelson var vi med bus og derefter færge i 3 timer til nordøen, hvor vi kom til hovedstaden Wellington. I Wellington brugte vi tid på New Zealands national museum Te Papa, vi gik rundt i byen og så de berømte gader Cuba Street og Lambton Quay, vi var inde på New Zealands nationalbibliotek og derefter inde i deres parlament og få rundvisning. Det var virkelig spændende. Vi prøvede også at køre med sporvognen op til Wellingtons botaniske have, som er fyldt med en masse fine blomster.
Efter vores dage i Wellington kørte vi med tog til byen National Park, som er en lille flække langt væk fra alt. Dagen efter var vi 11 som tog ud og gik New Zealands smukkeste en-dags-trek Tongariro-crossing på 20 km. De første tre timer gik med at bestige en kæmpe vulkan (den som bliver brugt i ”Ringenes herre” filmene som Mount Doom), og derefter brugte vi tre timer på at komme ned igen. Det var en rigtig fed tur, på trods af rigtig dårligt vejr var humøret højt. Så iført jakker, huer og handsker nåede vi toppen sammen.
Dagen efter Tongariro-crossing kørte vi i bus videre mod Rotorua, og på vejen stoppede vi ved en gejser (den var meget fin, men intet i sammenligning med dem de har på Island) og derefter ved Wai-O-Tapu, som er en national park med termisk aktivitet. Så her så vi en masse kogende søer og mudder (og lugtede til en masse svovl, puuuuha). Efter vi ankom til Rotorua senere samme dag tog vi alle sammen ned til det polynesiske bad, hvor vi lå udenfor i 37c varme pools og slappede af (og fik blødt musklerne lidt op efter gårsdagens trek).
Det var fra Rotorua at vi skulle ud på vores White Island udflugt. White Island er en vulkan ø som ligger i Bay of Plenty på østkysten af nordøen og er den mest aktive vulkan på New Zealand. Her blev vi sejlet ud og forsynet med hjelme og gasmasker inden vi gik ombord på øen. Det var som at gå på en hel anden planet. Der lugtede helt forfærdeligt af svovl, der var kæmpemæssige dampstimer som konstant bliver sprøjtet op fra undergrunden, der var kogende mudder og kæmpe store gule søer som var omkring 70c konstant. Det var en vild oplevelse. Dagen efter White Island var vi ude og White Water Rafte. Man inddeler white water rafting ind efter hvor vilde de er, hvor 1 er den mindst vilde og 6 er den vildeste. Den vi havde meldt os til var 5, fandt jeg ud af, pga. et 7 meter højt vandfald som vi skulle ned af i løbet af turen. Vi kom op i gummibådene iført våddragter, redningsveste og hjelme og af sted gik det. Det var faktisk rigtig sjovt indtil 7 meters vandfaldet, hvor jeg faldt ud af gummibåden og troede jeg skulle dø. Men jeg overlevede og havde min paddel i hånden hele vejen igennem – hvad siger i så, det er sgu overskud! Efter dette skulle jeg pludselig forrest og sidde i gummibåden da vi skulle riversurfe, og da vi blev fanget i en strøm var jeg fandme ved at dø igen, fordi jeg fik så meget vand i hovedet, at jeg ikke kunne trække vejret. Så da turen var slut lidt efter, måtte jeg fælde en lille tåre og skælde vores guide meget ud.
Dagen efter white water rafting kørte vi fra Rotorua mod Waitomo, hvor vi skulle ud og black water rafte (forskellen på white og black er, at white water rafte er oppe på jorden, og black water rafte er under jorden). Det var en vild oplevelse! Først blev vi iført våddragter, hjelme med pandelamper og rapelle seler. Derefter kørte vi ud til grotte-indgangen, som er et smalt hul ned i jorden. Vi skulle selv rapelle os ned 37 meter under jorden, til vi nåede en stor grotte. Herfra gik vi igennem de underjordiske gange i mørke (bortset fra vores pandelamper) og blev derefter spændt på en svævebane, hvor vi skulle svæve gennem en kæmpe grotte i fuldstændigt mørke, og det eneste man kunne se, var de fantastiske glowworms, som er små bitte mider, som lyser og sammen ligner de den smukkeste stjernehimmel nede i dybet. Vi kom derefter ned i det 10c kolde vand (”it’s not cold, it’s refreshing” som min dykkerinstruktør bliver ved med at fortælle mig), og mens vi lå i baderinge blev vi skubbet rundt i de bælgmørke grotter under jorden, og de eneste vi kunne se, var glowworms. Fantastisk. Derefter skulle vi manøvre os gennem resten af grotterne, vi gik for det meste med vand til hofterne på klipper, så vi snublede hele tiden og lignede nogle rigtig fulderikker. På et tidspunkt blev mine klaustrofobiske træk sat på en prøve, da vi skulle mave os gennem små gange i længere tid af gangen. Det var virkelig grænseoverskridende. Til slut kravlede vi op af tre vandfald, det var også helt vildt. Og så nåede vi ud til et hul, og kom op til jorden overflade igen.
Dagen efter kørte vi i bus hele dagen til Paihia som ligger langt oppe nord på nordøen, hvor vi bor nu og indtil vi skal hjem i midten af maj. Dagen efter vi kom til Paihia var vi ude og tage et prøvedyk i en swimmingpool, så de andre kunne bestemme sig for, om de ville have dykkercertifikat eller ej. Jeg udnyttede chancen til at have noget sjovt og lige blive lidt tryg med vand igen efter white water rafting oplevelsen. Det var også virkelig blevet tid til at få vasket noget tøj, så det gik dagen også med. I lørdags var jeg ude på mine første to advanced-diver dyk. Det var mit deep-dive og boat-dive. På mit deep-dive var jeg nede på 27 meter og dykke på et skibsvrag. Skibet hedder Rainbow Warrior og er et Greenpeace skib som blev sunket af Frankrig tilbage i 1985. Det var for vildt at dykke på et skibsvrag. Helt vildt skræmmende og fascinerende på samme tid. Det var meget specielt at dykke så dybt, det dybeste jeg har været tidligere har været 15 meter, så det dobbelte var pludselig langt nede. Der var meget mørkt og koldt på 27 meter i forhold til hvad jeg tidligere har prøvet, men min instruktør var så sød at holde mig i hånden gennem hele dykket, og det gjorde mig meget mere tryg. Det næste dyk var rigtig fedt, 15 meter på et rev med en masse fisk. Men puha det er ikke som at dykke i Thailand – vandet er 19c og derunder (refreshing). Siden det var mit boat-dive, blev jeg testet i forskellige måder at komme i vandet fra en båd og de forskellige navne på skibet (bow, stirn, windward osv.) og så fik jeg lov til at styre båden hele vejen hjem da det var min instruktør som også var skipper, wuhuw det var fedt. Da jeg kom hjem fra dykket lørdag eftermiddag nåede jeg lige et bad, og så blev vi kørt nordpå til Taupo Bay, hvor vi alle skulle overnatte hos Tim, og søndag morgen var vi tidligt oppe for at surfe. Hele søndagen gik med at surfe, det var rigtig fedt, men virkelig virkelig svært og hårdt! Min krop var stadig påvirket af gårsdagens dyk, men jeg gav den en skalle, og kom op og stå på boardet mange gange. I dag har jeg bare så ondt over det hele, fordi man falder så mange gange, og man lander hele tiden forkert og får blå mærker over det hele. Men det var virkelig fedt, og jeg kunne godt tænke mig at prøve det igen en anden gang, måske bare et sted hvor havet et lidt varmere.
I dag, mandag, er vi så begyndt i skole igen. Denne gang bliver vi undervist af Patrick, en engelsklærer fra Auckland, og det virker til at blive rigtig fedt. I eftermiddag er mange af de andre ude og dykke i pool, men jeg er fri for alt det sure denne gang (YES) og skal bare slappe af og læse lidt, inden jeg skal ud på mit dyk 3, 4 og 5 på lørdag. Der skal jeg specialisere mig i navigation-dive, peak preformance buoyancy-dive og fish ID-dive. Det bliver fedt.
Nårh for søren, det var også meget jeg lige pludselig fik skrevet. Men det var alt herfra NZ. Måske når jeg at skrive igen inden vi skal hjem om (alt for kort tid) 3½uger.
Håber alle har det fantastisk. Cheers.

Så er det ved at være lang tid siden jeg sidst har skrevet på bloggen igen. Siden sidst er der sket lidt forskelligt her i og omkring Queenstown.

Siden sidst er der sket lidt forskelligt her i og omkring Queenstown. Vi var ude og gå Routeburn Track som jeg skrev lidt omkring sidst. Det var en tre dages lang vandretur gennem noget af det smukkeste natur jeg nogensinde har set i mit liv. Det her land er så fantastisk! Den første dag var lidt hård, fordi det gik op ad hele dagen og det er tungt med en stor rygsæk på ryggen. Vi kom til vores hytte omkring kl. 17 og så spiste vi aftensmad (i hytterne var der gaskomfur og koldt vand og ingen varme), hvorefter vi spillede kort og ventede på at vi kunne gå i seng, fordi den hytte simpelthen var så forfærdelig kedelig. Så vi krøb i soveposerne på sovesalen allerede kl. 21 og formåede at sove 12 timer, herligt! Dagen efter gik det op af igen de første 2-3 timer, og situationen var presset. Vi valgte godt nok også at gå helt til toppen, som var en hård omvej, men det var bestemt det hele værd. Vi stod på toppen af et kæmpe bjerg og kiggede ned på de andre bjerge og skyer. Det var fantastisk. Resten af dagen gik det heldigvis nedad, og vi ankom til den næste hytte, som var lige så kedelig som den første, og gik igen i seng kl. 21. Den sidste dag gik vi også nedad og så flotte vandfald og gik over gyngende hængebroer. Natur er så uspoleret her, at man føler hver eneste åndedræt er den reneste luft og det var også fedt at fylde sin vanddunk i en lille flod, og drikke det rene, kolde smeltevand.

Ugen efter Routeburn gik der lidt fest i den, men vi var jo selvfølgelig også i skole om dagen. Om onsdagen var vi ude og bungy jumpe. Det var det sygeste jeg nogensinde har prøvet i mit liv. Det bedste og det værste. Hjemmefra havde jeg bestemt mig for at bungyjumpe fra det højeste jump i NZ nemlig Nevis Highwire. Der er tre forskellige jumps i Queenstown, Kawarau bridge som er 43 meter, Ledge som er 47 meter og Nevis som er 134 meter. Heldigvis havde jeg fået overtalt Maja, Trine, Camilla, Louise og Mathias med mig ud i galskaben omkring Nevis. Men jeg har ærlig talt været ved at skide i bukserne bare ved tanker i flere uger inden jeg gjorde det. Natten op til bungydagen vågnede jeg to gange og rystede fordi jeg havde haft mareridt omkring at bungy jumpe, og stemningen i gruppen var heller ikke specielt høj den morgen. Men vi tog derud, og jeg formåede på en eller anden uforklarlig vis at holde hovedet koldt, og slå alle tanker fra, og bare gøre det. Men for helvede hvor var jeg bange op til. Vi var de eneste piger derude, og selv store mænd skreg hele vejen ned. Men det var for fedt bare at falde og falde og falde og pludselig tager elastikken fat og man fatter ikke hvad der er op og ned. Da jeg blev hejst op igen kunne jeg næsten ikke stå på mine ben fordi jeg grinede så meget, og var så rystet og fuld af adrenalin. Men det var det fedeste, og jeg er så glad for at jeg gjorde det.

Et par dage efter bungy var Trine, Amanda og jeg til Winetasting, hvor vi var ude på nogle forskellige vingårde og smage forskellige vine, og se deres vingrotter og vinmarker. Vi kom også forbi en ostefabrik, og smagte bl.a. New Zealands version af den danske Havarti J
Dagen efter var hele holdet ude på Milford Sound, som er en kæmpe fjord på vestkysten. Det regnede desværre meget, så sigtbarheden var ikke den bedste, men så havde Maja og jeg det rigtig sjovt med at fjolle rundt på dækket og blive gennemblødte. Da regnen stilnede af, var vi ude og ro i kajak på fjorden, det var rigtig fedt. Vi fik noget fantastisk mad på båden og sov der natten over. Næste morgen sejlede vi ud hvor fjorden udmunder i havet, inden vi sejlede tilbage i havn og kørte 8 timer i bus tilbage til Queenstown.

Mandag startede helveds-ugen så. Det vil sige kur-ugen. Alle pigerne havde aftalt at gå på suppe-kur i en uge, for at udrense systemet i forbindelse med vores personlig udviklings-forløb. Vores eneste dreng Mathias gik på burger-kur i protest. Så i en uge har jeg udelukkende spist supper og grønsager. Det har virkelig ikke været sjovt og min krop har været fuldstændig drænet for energi, men jeg tabte mig da 3,6 kg på en uge. Suppen er med til at skylle hele systemet igennem, så man får affedtet sine tarme. Men det er virkelig ulækkert at spise kål-suppe til morgenmad, og det eneste samtaleemne huset har summet af var havregrød, æbler og andre lækre ting, som har været forbudt.

Fredag i kurugen tog Trine, Sofie, Nina, Nanna, Line og jeg på roadtrip. Vi lejede en bus (6 personers bil) og kørte derud af.. Det var Nina og jeg som kørte, fordi vi begge to er over 21 år og dermed var det billigst mht. forsikring. Det var virkelig specielt at køre i den forkerte side af vejen, men man vænner sig hurtigt til det, og det giver meget sig selv, når man nu sidder i højre side af bilen. Vi kørte først til universitetsbyen Duniden, som ligger på østkysten af sydøen. Her fandt vi et billigt hostel, og tog ud for at se en rugbykamp. Vi så Highlander fra NZ spille mod Lions fra Sydafrika. Det var fedt at mærke den varme aftenbrise komme ind over stadion blandet med øl og cigaretrøg, og høre de ellers høflige og venlig new zealandere stå og råbe ”Bloody bastard, get your head out of your ass!!” efter deres egne spillere. Men Highlanders vandt, så der var liv og glade dage i Duniden. Vi gik selvfølgelig bare hjem i seng, da vi var på kur, og det ikke er meget ved at gå i byen, når det eneste man må drikke er vand og usødet te.
Lørdag lavede vi vores egen byrundtur i Duniden, hvor vi så deres gamle banegård, universitetet og verdens stejleste gade Baldwin Street. Efter vi havde besteget gaden gik vi tilbage gennem byen og hjem til vores hostel. Denne dag omtaler vi som krisedagen, da vi alle seks ramte krisen over kuren. Ingen havde energi, og vores fødder var så tunge som cement, fordi vi ikke havde fået nogle kulhydrater til at forbrænde i mange dage. Nina har læst til læge i fire år, og holder lige nu sabbatår, så hende spørger vi hver gang vi har spørgsmål omkring hvorfor vores krop reagerer som den gør. Lørdag aften var vi i teatret og se et rigtig fedt stykke, som var en blanding af akrobatik og provokationskunst. Og vi gik igen direkte hjem efter stykket var slut.. sørgeligt på en lørdag aften i en universitetsby.

Søndag kørte vi i bussen ud til Otago Peninsula, som ligger ca. en times kørsel udenfor Duniden, hvor vi så sæler og pingviner. De var så søde. Mandag morgen var kuren så slut YES det var fedt. Vi startede dagen ud med højt humør og havregrød med æble i, og et stort glas mælk. Mums det var den bedste morgenmad i mit liv. Vi kørte ind til byen, hvor vi var på rundtur på chokoladefabrikken Cadbury’s. Det var den bedste rundtur i mit liv, og der var så mange lækre smagsprøver. Vi var oppe i et chokoladetårn, hvor vi så 1000 liver flydende chokolade fosse ned gennem tårnet som et vandfald. Jeg var virkelig i den syvende himmel. Efter fabrikken tog Nanna og Line bussen tilbage til Queenstown, og vi andre fire fortsatte vores roadtrip sydpå.

Vi kørte ned til Catlins, som er et naturreservat på sydøstkysten. Vi var så langt øst på, at hvis vi kiggede længere mod øst, ville det blive til vest. Det var lidt en sjov tanke. Vi fandt et virkelig hyggeligt lille sommerhus med havudsigt ved Kaka Point, hvor vi kunne leje fire senge. Her tog vi om aftenen ud for at se pingviner, og vi så fem søde små yellow-eyed pingviner, som er den mest sjældne art af pingviner. Om aftenen spiste vi pastasalat, og jeg tror aldrig, at rigtig mad har smagt mig så godt. Aldrig mere suppe. Tirsdag stod vi tidligt op og kørte ud til Nugget Point, hvor vi så solen stå op som de først i verden J Det var fantastisk smukt, helt utroligt. Vi spiste morgenmad og kørte mod Surat Bay, hvor vi gik en lang tur langs stranden og nød stilheden og den friske luft. Da vi kom et stykke hen af stranden, så vi en hun-søløve ligge og slænge sig i sandet. Den var virkelig stor, og kunne bevæge sig overraskende hurtigt. Da vi ville gå tilbage, så vi to andre hun-søløver på stranden. Vi ville gå udenom dem, men heldigvis nåede vi ikke helt op til klitterne, da en kæmpe ½ ton tung han-søløve kom frem fra klitterne. Hold da fast hvor var den stor, og hvor er det bare sindsygt at gå på en strand, og pludselig møde kæmpe søløver.
Efter Surat Bay kørte vi til Purakowai-vandfaldet, det var rigtig smukt. Vi handlede i Owaka, som er det eneste sted i Catlins hvor man kan handle. Her var selvfølgelig heller ingen netdækning, nogen form for internet eller andre måder at komme i kontakt med omverdenen på. Herefter så vi McLean-vandfaldet, og fandt et lille sommerhus i byen Waikawa, hvor vi flyttede ind. Her havde vi både stuen, køkken og bad for os selv.

Dagen efter var det min fødselsdag, og vi startede dagen med en lækker morgenbord – Trine havde bagt boller, Nina havde lavet pandekager og maden var bare så lækkert. Vi sad længe om morgenbordet, inden vi kørte ud til Curio Bay, hvor der findes en forstenet skov under havet, når tidevandet trækker sig. Det er lidt svært at forklare, men jeg har taget en masse billeder. Herefter tog vi ud til Slope Point, som er det sydligste punkt på sydøen. Tættere kommer jeg nok aldrig på sydpolen. Om aftenen spiste vi hjemmelavet pizza og fødselsdagskage med lys og pigerne sang for mig.

Torsdag pakkede vi bussen og kørte ud af Catlins (og ind til mobilnet YES) og til Invercargrill. Her gik vi en tur, drak en kop kaffe, og kørte det sidste stykke tilbage til Queenstown. Hjemme i kollektivet blev Meller og Janni rigtig glade for at have os tilbage, og vi fejrede det med en bytur. Fire af de andre er i Sydney og de sidste to er på farm-stay (bondegårdsferie).

I morgen holder vi fødselsdagsfest, og søndag børnefødselsdag med boller og kakao. Så man kan roligt sige, at jeg bliver fejret. Mandag starter vores rundtur op gennem New Zealand, så der er det farvel til kollektivet og Queenstown. Det bliver lidt sørgmodigt, men jeg glæder mig til alle de eventyr som er i vente.

I morgen, lørdag, tager Trine og jeg igen ud til Nevis, denne gang ikke for at bungy jumpe, men for at prøve deres swing, som er lidt bungy lignende. Vi skal prøve den i tandem, hvor vi sidder sammen i gyngen når vi bliver sluppet. Det bliver vildt fedt. Adrenalin-kick er stærkt vanedannende.

Vi snakkes ved alle sammen. Sweet as.

Hej allesammen

Saa har jeg lige igen lidt tid til at skrive paa bloggen. Haaber alle derhjemme har det godt og passer godt paa hinanden :)

Jeg har jo boet i Queenstown siden jeg skrev til jer sidste gang. Vi er nu kommet rigtig paa plads paa vaerelserne og i huset. Jeg bor paa vaerelse med to andre piger der hedder Line og Amanda. Maaske kommer vi til at bytte vaerelser i naeste uge, det er endnu lidt uvist. Men vi hygger os rigtig meget i vores lille kollektiv. Faelles madordning, og hele holdet laver naesten alt sammen. Jeg vil faktisk sige, at vi har en ret travl hverdag hernede. Et eksempel paa en normal dag i Queenstown:

7.00 ringer vaekkeuret. Jeg ligger og er morgensur ca. til 7.30.

7.50 skal vi vaere i undervisningslokalet. Ulla (vores tourguide) kommer med informationer.

8.00 undervisningen starter hver dag med en times yoga. Det er en rigtig dejlig maade at starte dagen paa.

9.00 Kristian underviser os i kommunikation og personlig udvikling. Det er virkelig virkelig spaendende!!! Kristian er uddannet coach indenfor NLP og har rejst verden tynd for at opleve andre maader at leve og forstaa tilvaerelsen paa. Der sker saa meget naar man pludselig faar vendt tingene paa en anden maade oppe i hovedet.

11.30 Vi starter paa gruppearbejdet. Kristian koerer anti-jantelov, saa grupperne starter altid med at sige, hvad hvordan den ene inspirerer den anden og omvendt. Derefter taler vi om erfaringer med forskellige kommunikationsmetoder og hvad vi kan arbejde paa og goere bedre.

12.30 Til sidst har vi musik hvor vi synger og laver andenstemmer. Nogengange ser vi ogsaa et afsnit af Klovn for at slutte af, da Kristian mener dette er et klasseeksempel paa daarlig kommunikation.

Efter skole spiser vi frokost i huset, og kl. 14.00 er der forskellige aktiviteter som gaa-turer, poledancing (har vi dog kun vaeret til een gang), kor-undervisning eller xtreme-ting som riverboarding eller lign. Alt dette er noget vi selv planlaegger og er selvf. frivilligt.

Kl. 19.00 er der aftensmad. Vi faar laekker og sund mad hver dag. Wok, chili con carne, lasange, salater osv. virkelig laekkert!!

Kl. 20.00 er der nogle aftener rundbold, andre aftener er der faelles biograftur, hyggeaftener med kage og dvder, fester eller andet sjovt. Her sker altid noget!

Her er altid een til at snakke med, grine med, give en krammer, eller bare vaere stille med. Det fungerer rigtig godt.

Paa loerdag tager 9 af os paa frivilligt 3-dags trek til Routeburn. Vi skal gaa 60 km. paa de tre dage. Det bliver nok rigtig haardt, mest fordi vi skal have al vores oppakning med paa ryggen. Dog skal vi bo i hytter og ikke i telt, hvilket har vist sig at vaere en god beslutning, da det nok kommer til at staa ned i staenger i weekenden og kun vaere 15c. Men er sikker paa, at det nok skal blive en fantastisk oplevelse lige meget hvad. Vaade stroemper eller ej :)

Naarh ja saa glemte jeg helt at skrive at jeg jo har skydivet (sprunget i faldskaerm). Det gjorde vi i loerdags. Det var mega fedt!!! Jeg havde glaedt mig hele fredag og loerdag morgen, og paa vej ud til hangaren i bussen. Jeg skulle op i flyet sammen med Janni og Louise, og jeg var helt oppe at koere hele vejen derop i flyet. Det var det mindste fly jeg nogensinde har vaeret i - vi var 9 mennesker deroppe (Janni, Louise og jeg havde hver en tandem-master paa ryggen og en fotograf med) 0g vi sad bogstavligtalt ovenpaa hinanden. Daa vi kom op i 15.000 feets hoejde (4,6km) blev doeren aabnet og jeg blev bedt om at holde fast i selen og saette mig hen til kanten. Saa hang jeg ellers paent der med benene ud over mens min tandem-master talte 3-2-1 og gav slip paa flyet. Saa faldt vi ellers bare ned og ned og ned. Jeg var slet ikke klar paa alt det luft man fik i hovedet, og det var svaert fx at tage armene ned fordi der var saa meget luftmodstand. Men det kildede helt vildt i maven og jeg grinede hele vejen ned. Genialt. Men pludselig, efter hvad der foeltes som 5 sekunders frit fald, slog han faldskaermen ud. De 60 sekunders frit fald havde bare gaaet saa hurtigt!!! Det foeltes som om vi blev hevet helt vildt meget op efter at have vaeret i frit fald. Saa svaevede vi bare stille og roligt ned i ca. 7 minutter og noed udsigten.

Det var for fedt!!

Den samme dag fik jeg besoeg af Nadia og hendes rejseveninde Helle hjemme i kollektivet. De var med til vores udklaedningsfest og dagen efter koerte Nadia, Helle og jeg i deres bil til den lille tidligere guldgraver by Arrowtown. Det er en rigtig lille fin by. Om aftenen tog vi ud og spise, da Nadia og Helle allerede skulle videre mandag. Men det var bare saa dejligt at se dem, og godt med nogle kendte ansigter.

Men som i nok kan hoere paa det hele, saa har jeg det rigtig godt. Jeg skriver igen naar der er sket noget mere (maaske noget vildt igen, hvem ved.. :) )

Kaerlige hilsner og tanker herfra

Bangkok, Auckland, Christchurch, Kaikoura, Lake Tekapo og lidt Queenstown

Saa har jeg endelig taget mig sammen og fundet tid til at komme til en computer og faa skrevet lidt hjem. Der er simpelthen sket saa meget paa de sidste to uger.

Vi tog afsted onsdag d. 17. februar fra Kastrup lufthavn. Det var ret maerkelig at sige farvel til familien og tage rulletrappen op til terminal 3 med 12 mennesker man slet ikke kendte. Men man laerer hurtigt hinanden at kende paa en 10,5 timers flyvetur til Bangkok. Vi landede i Bangkok hvad der svarede til 0.30 dansk tid, 6.30 Thai tid. Vi bestemte os for at droppe at sove, saa da vi havde lagt vores ting paa hotellet taet paa lufthavnen, tog vi samlet en taxa ind for at se Grand Palace. Jeg var den eneste som tidligere havde vaeret i Thailand, saa jeg blev hurtigt udnaevnt til tourguide. Det var fantastisk at vaere tilbage i Bangkok, men det var ogsaa maerkeligt og jeg savnede pludselig Pernille meget.

Grand Palace var uudholdelig varmt, ligesom sidst, men ogsaa paent. Louise, Amanda og jeg tog derefter en taxa ind til MBK mall for at shoppe lidt. Vi fik ogsaa handlet noget billigt toej, nogle CDer og solbriller. Paa dette tidspunkt var min krop saa traet at jeg var svimmel og flere gange ved at snuble, fordi det var svaert at fokusere. Vi tog tilbage paa hotellet og sov 1/2 time inden vi skulle med bus til lufthavnen. Da jeg vaagnede efter den halve time troede jeg baade at jeg skulle braekke mig og doe, fordi min krop strittede saa meget imod. Men dette gjorde saa ogsaa, at jeg sov 8 ud af de 12 timer i flyet til Auckland, saa jeg vil alligevel anbefale det til andre ;-)

I lufthavnen stod vores tur-mor Ulla og ventede i lufthavnen. Vi tog til vores hostel og derefter op i skytower, hvor vi spiste buffet. (se udsigten paa billedet).

Da vi kom hjem, gik vi i seng og sov hele natten indtil naeste morgen, hvor vi skulle paa byrundtur i Auckland. Det var sjovt at se byen, men her er ikke saa meget historie at taere paa, da den europaeiske befolkning foerst kom til i ca. 1840. Saa NZ er et meget ungt land set i det historiske perspektiv. Vi var derefter paa museum hvor vi saa en masse omkring Maori kultur (de 'indfoedte') og hvordan NZ oprindeligt saa ud inden Europaeerne kom. Om aftenen holdt vi ankomstfest, og var ude for at opleve Auckland night life.

Dagen efter tog hele holdet paa stranden og noed det gode vejr. Derefter var jeg ude og shoppe med Louise, Sofie og Amanda. Om aftenen spiste vi igen alle sammen sammen, og gik hjem for at pakke og sove.

Dagen efter skulle vi tidligt afsted og flyve mod Christchurch, som tog 1 1/2 time (smuttur i forhold til det vi lige havde vaeret ude i), hvor vi var kl. 10.30. Vi spiste frokost og var rundt i byen og se bla. Botanical gardens. Christchurch er en by paa stoerrelse med Aarhus og er kendt for at vaere den mest engelske by udenfor England. Men det er bare svaert at synes noget minder om England naar der er hoej sol og 25c.

Dagen efter var vi paa by rundtur med guide og paa museum. Vi skulle pakke vores ting og videre til Kaikoura, og vi startede ud med quiz night paa en naerliggende bar. Mit hold vandt ikke, saa i kan maaske forestille jer mit humoer efter denne omgang.

Dagen efter var vi ude og loebe fra morgenstunden, og til middag sejlede vi ud paa Stillehavet for at se nogle hvaler. Vi saa en kaempe kaskelothval, det var ret sindsygt. Men paa trods af 3 soesygepiller blev jeg daarlig og maatte ind og sidde. Da vi kom af baaden fik jeg det dog bedre, og var med ude og vandre i 3 timer. Det var godt med noget frisk luft. Om aftenen var vi helt faerdige, og jeg laa paa gulvet i TV stuen og sov fra kl. 20, indtil jeg fik mig snoevlet i seng kl. 21.30.

Dagen efter var vi med baad ude og svoemme med vilde delfiner, det var en rigtig vild oplevelse. Vi var ude paa det aabne hav i vaaddragter og snorkler, og vi hoppede i fra baaden, og saa svoemmede der sindsygt mange vilde delfiner omkring os. Vi roerte dem ikke, men sagde en masse lyde gennem vores snorkler for at tiltraekke dem (til stor underholdning for dem paa baaden). Delfinerne er 100% frie og er der af egen fri vilje, de bliver ikke fodret eller tvunget til noget af menneskerne. Da vi kom op paa baaden blev jeg soesyg igen og braekkede mig resten af turen. Men saa fik jeg det ogsaa bedre :) Fik tildelt vores maskot, en lille kaskelothval, for denne praestation.

Tilbage paa landjorden tog vi ud til en hestefarm, hvor vi var ude og ride i den fri natur. Det var rigtig fedt. Om aftenen pakkede vi og slappede af.

Naeste morgen var vi med bus hele dagen og ramte Lake Tekapo omkring kl. 16, hvor mig og fem af de andre var ude og vandre. Vandet i Lake Tekapo er den vildeste tyrkise farve, og der er sindsygt smukt i omraadet. Om aftenen havde Janni og Nanna lavet nogle lege, som vi havde det vildt skaegt med.

Naeste morgen tog vi bussen videre til Queenstown og blev indlogeret i vores egen hytte. Her skal vi bo de naeste fem uger. Jeg bor sammen med Amanda og Line paa et 3 mands vaerelse, og saa har alle faelles bad, toilet, koekken og tv-stuen. Det er sindsygt hyggeligt, rigtig kollektiv. Vi udforskede byen baade 0m dagen og om aftenen. I gaar var vi saa bare rigtig oemme med mange toemmermaend, saa vi slaebte madresser ind til Tvstuen og laa og saa alverden daarlige serier. Det var fedt at koble lidt af.

I dag har vi vaeret med en lift op paa toppen af det bjerg hvor vi bor, og saa vandrede vi 2 timer i silende regn. Vi var saa gennembloedte da vi kom tilbage, helt ind til undertoejet paa trods af regntoej (ellers var det sved, same same).

I aften er det mit madhold som skal lave aftensmad, saa menuen staar paa kyllingewok til 13 personer. Det skal nok blive godt. Vi har 2 maddage om ugen, og handler ind til hele ugen hver soendag i Ullas bil.

Vi starter i skole paa onsdag, og er ved at planlaegge hvornaar vi skal skydive osv. Jeg lader jer vide, naar det er sket :-)

Puha nu er jeg simpelthen helt firkantet i oejnene. Ved ikke om jeg fik det hele med, men ellers skriver jeg en anden gang. og de billeder jeg lige har lagt ind, er blevet slettet, saadan noget lort. se evt. dem paa facebook. Haaber alle har det fantastisk derhjemme. Mange tanker herfra.